Sandormen


Når man er indskrevet i Grønlandsparken, vil man, når man fylder 4 år, kunne komme med i vores udflyttergruppe, som vi kalder ’Sandormen’.
Udflyttergruppen er sammensat af børn fra de forskellige børnehavegrupper og man er som regel med i denne gruppe i ca. 8 uger ad gangen. Derefter bliver man igen en del af den børnehavegruppe man før var en del af.
Udflyttergruppen består af 15 børn og 2 voksne og har base på Sjelborg gamle skole, tæt på strand og Marbæk plantage. Til at transportere børnene rundt, har børnehaven en bus, som bliver kørt af de fastansatte. Her sidder alle børn fastspændt i godkendte autostole.
Årsagen til at vi har valgt 4 år som grænse for deltagelse i skovgruppen, er at børnene skal være kommet af med bleen, kunne undvære middagssøvnen og i det hele taget være robuste nok til at kunne klare udelivet i al slags vejr. Desuden mener vi, at det er en god ting at have lært børnehavelivet at kende før man bliver Sandorm.
På Sjelborg skole har vi valgt at der ikke, ud over sandlegetøj, findes traditionelt legetøj. Dette fordi vi mener det er vigtigt at børnene i en periode bliver tvunget til at bruge deres fantasi til selv at finde på lege, og dels mener vi også at de fortrinsvis skal være ude det meste af dagen, f.eks. enten på ture i skoven , stranden eller rundt i det dejlige område ved skolen.